1 år i vores nye have

Et helt år er allerede gået, siden vi flytte ind i vores skønne nye hjem på landet. 

Vi elsker begge hvert et minut vi tilbringer her og ved dybt inde i vores hjerter, at dette er vores paradis på jord.

Frugtlunden

Der er sket en del i vores have, men det ses ikke særlig godt. Det der ses mest tydeligt, er at der kun er ro og orden i de områder, hvor vi arbejder. Alle andre steder vokser alting vildt og uhæmmet. Vil du se haven, som den så ud da vi overtog den, kan du klikke HER.

Før

En af den områder, hvor vi virkelig er kommet godt fra start, er det store bed midt i haven. Alle buske, som voksede helt ukontrolleret er fjernet og pludselig stod vi med et kæmpe bed i ren jord.
Først blev bedet gjort mindre og alle mine dahlia blev plantet . Mest for at have noget skønt at se på og for ikke at skulle holde jorden.
Nå ja, og så er der lavet et langt kig op på vores skønne eng.

Efter

Vi har også fået tynget godt ud under det japanske kirsebærtræ og området omkring det. Der er lang vej endnu, da vores plan er, at træet skal stå alene som havens konge.

Før

Vores skønne terrasse langs huset var også groet rigtig godt op og tillod ikke meget lys, at trænge igennem til vinduerne. De fleste buske og træer er fjernet og har efterladt mange store huller. Men lyset skinner ind i huset og spreder masser af glæde, hver dag.

Efter

Det var de få billeder, som viser vores fremgang i haven indtil nu.
Tør slet ikke vise jer resten af haven, da den ligner en slagmark af ukrudt og vildskab. Men bare rolig, vi arbejder hårdt på, at det snart bliver meget bedre.

Casa Rosen i fuld flor

Hvis der er noget jeg helt specielt elsker ved at være have blogger, så må det være, at tage til blogtræf.
Selvom jeg det sidste år, ikke har været meget at finde, hverken her på bloggen eller i det virkelige liv, så gør det ingen forskel i denne skønne have verden, når man tager til blogtræf.

Så for halvanden uge siden drog jeg afsted til blogtræf på Sjælland og det føltes som om, jeg slet ikke havde været sat på pause, det sidste år.
Da turen til Slagelse er alt for lang til min udfordrende ryg, slog jeg tidligt et opslag op på instagram, om nogen havde et ledigt sæde i bilen på vej til træf. En halv time senere havde jeg en aftale med Vivi og Hans Jørgen fra Mit Grønne Univers. Tusind tak for jer.

På Sjælland åbnede Linda havelågen til kolonihaven "Casa Rosen". Flere bloggere havde fundet vej til Slagelse og haven summede af godt humør og livlig havesnak. Jeg mødte ansigter, jeg ikke kendte, men som hurtig blev velkendte, når først en haveblog blev tilføjet. 

Lindas have er et skøn paradis af roser og romantik. Selvom mit sidste besøg ikke ligger langt tilbage i tiden, så er der sket utrolig meget i haven. For Linda er ikke typen, som sidder på hænderne. Nej, hun er viljefast og hårdt arbejdende, hvilket udviklingen i hendes have virkelig understreger.

Derfor blev det også til mange havevandringer i den den lille dobbelte kolonihave og til rigtig mange billeder.
Så jeg vil begrænse mig en smule og vise dem, som jeg syntes virkelig viser havens karakter og skønhed.

Kære Linda.
Tusind tak for en vidunderlig dag i din smukke have. Selskabet var fantastisk og udsigten storslået. Du har virkelig skabt et sandt paradis og jeg elsker, at følge med i dine projekter. Det bliver spændende, at se hvad det næste bliver.
Knus og kram Heike

Og som det aller sidste, skal I da ikke snydes for lille Alma. Det var en stor dag for en lille hund, så der måtte en del middagslure til, for at holde pelsdyret gående.

Havefestival

I sidste weekend var der havefestival i hele landet. Mange skønne mennesker åbnede havelågen og lukkede nysgerrige besøgende indenfor til hygge og en god have snak.
I år havde vi kun en have, vi bare måtte besøge. En have vi virkelige var nysgerrige efter, at se udviklingen i. En have vi ikke havde besøgt de sidste to år.

Måske du allerede har gættet det? Vi var selvfølge på besøg i Henrik og Janne's Franske Have.

Må simpelthen indrømme, at det bedste ved at være haveblogger, er alle de skønne havefolk man lærer at kende. Ja, det er korrekt, at vi de fleste gange mødes i cyberspace, men når vi så endelig ser hinanden i det virkelige liv, er det som om, vi har kendt hinanden altid.

Derfor havde vi også glædet os rigtig meget til at besøge "Den Fransk Have" igen.
Snakken gik lystig og det var tæt på, at vi helt glemte at nyde den skønne have. Men heldigvis gik det ikke så galt.
Der var sket utrolig meget siden vi var her for to år siden. Nogle ting var groet godt til og så småt begyndt, at skabe den form som ønsket. Andre ting var lavet helt om og så igen startet helt forfra.
Men ikke desto mindre, så det helt fantastisk ud.

Da mændene forsvandt ind til masseoven, og Janne ind til frokosten, fik jeg haven helt for mig selv.
Normalt ville jeg have styrte rundt efter det perfekte billede, men ikke denne gang. Næ nej, denne gang måtte jeg bare nyde. Nyde de skønne kig, de flotte strukturer og den franske inspiration.

Kære Henrik og Janne.
Tusind tak for et par skønne timer i jeres fantastiske have og den hjertevarme velkomst. Vi elsker at følge jer og endnu mere at besøge jer. Haven er noget ganske særligt, og vi ser med stor spænding frem til, at se nogle af jeres kæmpe projekter blive til virkelighed engang i fremtiden.

Tak for en dejlig dag.

Når sorgen melder sin ankomst

I fredags var en sorgens dag.
Fredag blev dagen, hvor vi alt for tideligt måtte sige farvel til vores gamle hund Hailey.

Fotograf Elisabeth Schifter

Vi har hele tiden vidst, at dette måtte blive hendes sidste sommer. Kroppen var noget sjusk og gigten havde i den grad godt fat i hende, i de kolde vintermåneder. Om 14 dage kunne hun være blevet 11 år, så hun var bestemt heller ikke en ung hund længere.

Den sidste uge havde hun haltet rigtig meget, trods behandling og medicin. Når en hund som Hailey ikke længere kan komme med på tur, løbe efter katten eller blot bevæge sig frit rundt, så skærer det en dybt ind i hjertet på en. En hård beslutning blevet taget og i fredags fik hun lov, at løbe ubesværet over regnbuen.

I haven med hunden er der nu helt stille. Vi sørger alle tre og selvom Peanut bliver overøst med kærlighed, kan vi godt mærke, at hun mangler sin storesøster.
Hailey blev lagt til at sove under det store kirsbærtræ på hendes lilla tæppe. Sammen med rodeobøllefanten er hun begravet på hendes ynglings plads med udsigt til kattelemmen. Og når tiden er til projekt Pergola, vil begge potesten fra By Helle Nørby blive lagt over hendes hvilested.

Det er første gang jeg siger farvel til en hund. Første gang jeg sender en sjæleven i forvejen over på den anden side. Jeg er ikke i tvivl om, at vi ses igen, for hun og jeg havde noget helt specielt sammen. Et bånd som end ikke døden kan bryde. Vi er forbundet uanset hvor vi er.

Tiden løber fra mig

Solen skinner og vi kan næsten ikke få hold på arbejdet og projekterne ude i haven.
Alting går rigtig stærkt lige nu, på nær opdatering af bloggen. Det undskylder jeg mange gange, men det er virkelig svært, at sætte sig til computeren, når man hellere vil hygge rundt udenfor.

Derfor er det også med en underlig fornemmelse i maven, at jeg i dag skal starte dette indlæg op, hvor det sidste sluttede. Mest fordi at billederne er gamle og haven overhovedet ikke grøn og frodig, som nu. Men jeg må give den en skalle, så bloggen igen kan blive tidsmæssigt med igen.

Faktisk skal vi helt tilbage til midten af april, for at fange den røde tråd i vores haveprojekt.
I april løb vi om kamp med alle vores krukker og planter. Drømmen var, at planterne skulle i jorden på deres blivende sted inden sæsonen rigtig gik i gang.

Udenfor vores gamle havestue var der allerede anlagt et lille bed og jeg tænkte, at dette var det helt perfekte sted til mine tre Beverly roser. Det var i hvert fald en plads, hvor jeg ville kunne se dem både inde og udefra.

Bedet bestod allerede af den røde troldhassel, som blev stammet op sidste år. En stor og deform buskbom, som jeg ikke rigtig kunne beslutte mig for, om den skulle have en chance eller dø. Ja, og så endnu en gammel thuja, som blev skåret helt ned sidste år.

Som altid er det Flemming, som står for det hårde arbejde med at fjerne rødder. Meningen var at vi ville leje en bobcat og tage det hele på en gang, men da han først kom i gang, var det vist lettere end han havde regnet med.

Så imens jeg plantede mine tre skønne roser, forsatte Flemming med at grave rødder op i det store bed midt på plænen. Effektiv var han, for selv om bedet var fyldt til randen med rødder og skud, så tog det ham kun en lille dag, at komme det hele igennem.

Ovenover ses det skønne bed, efter han var færdig og oveni også havde fræst det godt igennem. Bedet skal reduceres, så det kun er halv størrelse, men mere om det senere.

Det var helt klart en træt og tilfreds mand, som lagde sig i sofaen den aften og en meget glad og stolt hustru, som forkælede ham.

5 års fødselsdag

 I dag har min lille blog 5 års fødselsdag.

Utroligt at tænke på, hvor meget der er sket siden jeg for 5 år siden tog mod til mig og lavede mit første indlæg. Årsagen til at jeg lavede min blog, var at jeg just var flyttet ind hos min nu, kære mand, i hans villa i Hedensted.

Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at haven skulle laves om. Faktisk så bestod den mest af buske og alt, alt for mange stenskærver. Ikke just min stil og må tilstå, at jeg er ret stolt af den have, jeg fik skabt på ganske få år. Det blev et blomsterflor uden lige og bloggen var ment, som en dagbog, så jeg altid kunne se tilbage på den udviklingen jeg skabte.

Nu starter jeg igen forfra med en ny have. Det vil sige, at denne gang starter VI på en ny drømmehave. Her på landet har min skønne mand fundet haveglæden og jeg kunne ikke være mere lykkelig end jeg er lige nu. 

Derfor fejres denne dejlige fødselsdag også med billeder fra vores nye have. 

Hvor vi før havde en kæmpe syren, som hilste sommeren velkommen, så har vi nu et ældgammel japansk kirsebærtræ, som overstråler alt med sin lyserøde blomsterglæde.

  

Sidste men ikke mindst, så glæder jeg utrolig meget over alle jer, som læser med her på bloggen.
Det er blevet til mange varme og skønne venskaber og bekendtskaber, hvilket jeg værdsætter utrolig meget. At være en del af have-blog-verdenen er noget ganske særligt, noget som jeg ikke længere kan og vil undvære. Glæder mig hver sommer til, at rejse ud i landet og tage besøg i haver hos kendte ansigter.

Forude venter en dejlig sommer og jeg ønsker alle en rigtig fantastisk havesæson.

Tid til inspiration

Her i Haven med hunden går det rigtig stærkt.

Min vidunderlige mand pukler som en gal og for hver dag kommer vi tættere på noget, som engang kommer til at blive en vidunderlig have. Mere om det næste gang.

Fredag var det nemlig tid til at drage ud i skoven og lade sig inspirere.

Det var ikke hvilken som helst skov, men skoven med det berømte skovkontor!
Her sidder og bor skønne Karina fra Kaas Outdoor Living. Hun åbnede havelågen, og sammen med Anne Marie Hillebro var der lagt op til en gang haveinspiration.

Haven var pimpet op til den store guldmedalje, da pigerne dagen forinden havde haft et kæmpe fotoshoot. Men det var uderummene vi var kommet for at se. Se hvor lidt der nogen gange skal til, for at noget kan blive helt fantastisk.

Karina er stor fortaler for at have mange terrasser og rum i haven, noget jeg selv også elsker rigtig meget. Vi har tendens til altid at opholde os tæt ved huset, og glemmer ofte, hvor skønt det er at se haven og huset fra forskellige vinkler.

Karina har selvfølgelig også to terrasser tæt ved hendes hus. Den ene ses nedenfor, med de skønneste stole til at slappe af i.  Hvem kunne ikke sidde her og nyde morgenkaffen uden problemer?

Den anden danner overgangen fra husets stue til haven. En fin lille træterrasse med plads til hyggelige stunder, pejs og masser af krukker. 

Imens vi gik fra haverum til haverum, fortalte Anne Marie os om de nyeste trend indenfor blomster i år. Og tænk sig, den skønne tagetes er igen på mode. Nu var vi ellers lige blevet så vant til at "hade" den. Fnis, kan nu hurtig indrømme, at den har stået i min have de sidste mange år. Jeg er åbenbart med på moden.

På den overdækkede terrasse var der i den grad pyntet op til selskab. Her vil man kunne sidde, selv når duggen falder på eller når regnen langsom falder ned, på en varm sommeraften. Ja, et overdækket rum kan man ikke undvære og her kommer den, med den skønneste udsigt.

Efter en dejlig rundtur endte vi på den store træterrasse midt i plænen. Den er dog under renovering, så ingen panoramabilleder her. Havebordet var fyldt med de flotteste skjuler og planter - og selvfølgelig skønne sten fra By Helle Nørby, min ynglings keramiker.

Her blev der serveret forfriskninger og uddelt godterposer. Snakken gik og lige pludselig var det tid til at vende næsen hjem efter.

Kære Karina og Anne Marie. 

Tak for nogle rigtig hyggelige timer i godt selskab. Glæder mig allerede til efteråret.