Årets eneste projekt

Har altid noget så inderligt ønsket mig en pergola.
En skøn gang, hvor blomster hænger ned i store klaser. Roser som spreder den skønneste duft, samtidig med at de kæler for øjet. En drøm en lille villa have kan have svært ved at opfylde.
Men en dag i 2014, da jeg kiggede i en af mine rosen bøger, blev jeg inspireret.

Allerede i 2014 legede jeg med ideen om at bygge en lille bitte pergola i havens fjerneste ende.
Den skulle ikke være større end, at man just kunne sidde to personer under og nyde livet.
Den fjerneste ende af haven blev ikke rigtig brugt. Den er anlagt med græs og kan ses fra drivhus og tv-stue. Det vil sige, at der her var en mulighed for endelig, at kunne se roser indefra på en regnvejrs dag. Den chance kunne jeg ikke lade gå forbi.

I løbet af denne sommer har jeg puslet med at ligge de endegyldige planer og i oktober stod den lille pergola klar. I første omgang, så den jo ikke ud af meget. Fire stolper og noget rionet.
Min hurtig voksende "New Dawn" var allerede flyttet til et bed i græsplænen, som jeg vidste ville blive en del af projektet.

Beglægningen blev lagt og endnu en rose blev indkøbt til højre side af vidunderet. Nu ville jeg jo gerne fortælle jer navnet på den smukke rose, men selvom jeg har jagtet den på planteskolerne, så har min hjerne allerede glemt navnet igen. Måske en af jer,kan genkende vidunderet for mig?

Den smukke bænk som nu pryder pergolaen, har jeg fået på genbrugspladsen. Så den i bagagerummet på en bil, og var så fræk at spørge manden om han ville smide den ud. Når den bliver læsset fra en bil til en anden, kan man vel ikke kalde det at klunse - kan man?

Pergolaen står nu helt færdig og jeg venter blot på at roserne gror til.
For at den ikke skulle stå øde hen i år, plantede jeg en enkel lille hjemmesået blomst.
Kender i det, at man sår noget og glemmer hvad? Det eneste jeg vidste, var at frøet stammer fra My loving home and garden. Dem som kender Susan og hendes blog, ved at hun kræser om detaljerne og altid finder de skønneste løsninger. Så da denne smukke lilla klokkeranke sprang ud overalt på min pergola blev jeg ikke overrasket - den var ikke mindre end helt igennem fantastisk.

Projekt 2014 - et langt indlæg

Sidst i maj afsluttede vi årets store haveprojekt: Projekt 2014.
Siden er der sket rigtig meget i haven, og vi har været i fuld sving med eksamen, vedligeholdelse af huset og andre små haveprojekter. Så derfor præsenteres det færdige projekt først på bloggen i dag

Udgangspunktet var dette gamle bed rundt om vores tilbygning til stuen. Da jeg flyttede ind husede bedet mine roser, som jeg tog med fra sidste lejebolig. Da de fandt en bedre placering, blev bedet frygtelig tomt og der blev midlertidig sået solsikker, for at fylde det gabende tomrum.
Endelig havde vi samlet brugte fliser og belægningssten nok til at komme igang, og derfor fik bedet lov til at blive det store "Projekt 2014"

Se nu er jeg jo i den grad velsignet  med en mand, som ikke lader sig skræmme og som formår at opfylde mine vildeste have fantasier. Jeg tegner, fortæller og drømmer - han går igang, og vupti bliver drøm til virkelighed.

Planen ovenfor viser, hvordan jeg havde forstillet mig at bedet skulle ende med at se ud. Belægning rundt om huset, så man let kan komme til at pudse vinduer, uden at trampe blomster ned. En trappe ud mod drivhuset (som er lokaliseret bag fotografen) så man kan komme tørskoet derud på dugfriske morgener. Bede i to højder for at udligne niveau forskellen i haven.

Det skal hermed siges, at når jeg drømmer og skitsere, så tager jeg ikke højde for hvordan man laver tingene og om de overhovedet kan lade sig gøre. Det lader jeg min elskede mand om - og jeg undre mig gang på gang over at det lykkes ham at fuldføre mine projekter.

I midten af april gik jeg i gang. Det vil sige at jeg bryder ned, og manden bygger op. Alle knækfliser blev fjernet og kørt på lossepladsen - sikke et arbejde. Specielt da jeg fandt ud af, at der lå endnu en række begravet nede i jorden, end jeg havde talt mig frem til. Og da jorden blev kørt væk, fandt vi endnu flere fliser begravet i jorden på må og få.

Så satte manden ind. Vi valgte ret utraditionelt at begynde oppefra og arbejde os nedefter. Dette blev besluttet for at kunne udnytte den allerede fast stampede jord, som lå tæt op af huset. Min lille sti rundt ved vinduerne blev hurtig lagt, og så ramte manden første udfordring.

Store fliser skulle op og stå på højkant for at holde på belægningen af stien, og for at danne baggrund for de små bede. Heldigvis gik første side uden de store problemer.

Men siden ud mod garagen har større højde forskel, og vi frygtede at fliserne ville vælte ud mod bedet med tiden. Derfor blev det besluttet at disse skulle støbes ned i jorden. Det er pænt meget beton, man skal bruge til dette, så vi priste os meget lykkelige for at vi kunne låne en betonblander af naboen.

Godt nok opfylder han mine drømme - men det er ikke okay at stjæle min lille lyserøde skovl!

Det værste stykke arbejdet var nu ovre, og der manglede kun finpudsning, bede og trappe.
At der, som på skitsen, kunne være to bede i forskellige højder blev ikke muligt, men det var gudskelov også kun en detalje. Det færdige resultat blev meget bedre end jeg havde turde drømme om og håbe på.

Der kunne endda findes plads til et lille krydderurte bed tæt ved terrassen - det vil sige, at vi kom i karambolage med et nedløbsrør, og kunne derfor ikke sænke denne del af bedet som ønsket. Men nødløsningen er helt fantastisk.

Bedet er selvfølgelig afgrænset med rionet, for at undgå uønskede besøg af hund og hyrdebold.

Indtil videre er der sået stolte kavaler i bedet, som nævnt i indlægger fra i fredags. Men hvad bedet skal indeholde permanent, har jeg i skrivende stund endnu ikke besluttet mig for - måske nogen af jer har nogle gode ideer?

Et halvt projekt er færdigt

En af projekt 2013, var at få lagt rødt belægning under køkkenvinduerne og ud mod vejen.
Som før nævnt, løb vi tør for fliser tæt på mål, men nu er første halvdel af projektet færdigt.


Før

Under køkkenvinduerne var der tidligere et lille højbed fyldt med skærver. Pga udhænget på huset kom der ingen vand i bedet. Det ville derfor være umuligt at plante det til, og få noget til at gro. Derfor blev det bestemt at bedet skulle sløjfes og belægningen føres helt ind til væggen.


Her er så det færdige resultat.
Med belægningen helt ind til væggen, åbner der sig en verden af muligheder. Jeg kan nu laver store krukke arrangementer, og mit ny indkøbte Claus Dalby bord passer perfekt mellem vinduerne.
Nogle gange kan små ændringer betyde en verden til forskel i kedelige indkørelser, som vores.

Nu & før