Den smukkeste havedag

Søndag startede med den værste regn. DMI havde planlagt dagsregn og jeg havde planlagt indendørs sysler. Men nogen gange går det ikke altid som planlagt.
Frem kom solen og badede haven i det smukkeste lys. Et lys som jeg blev draget imod, et lys som jeg bare skulle ud i.

Haven ligger øde hen og der er ikke meget jeg må give mig til med min ryg. Derfor blev det mest til, at vandre rundt og drømme store drømme. Og drømme, det forstår jeg at gøre. Har indkøbt mig en lille notes bog til alle mine ideer. Arme mig, når der skal vælges og vrages blandt drømmene.

December og julen nærmer sig med hastige skridt. Dagene er virkelig blevet korte og når mørket falder på kl. 16 bliver det meget mørkt. Det hænger helt sikkert sammen med, at der ikke er gadelys, der hvor vi er flyttet ud. Til gengæld er stjernehimmelen ubeskrivelig smuk og klar.
Som altid har vi lys i haven i den mørke tid. I år har det dog været svært at hænge kæderne op. For mig er det vigtigt, at de kan ses fra vores opholdssteder i huset og det har været lidt en opgave i den nye have.

Heldigvis kan man altid sætte lys i krukkerne og derefter placere dem, så de kan ses. Her er det oliventræet, som pryder indgangen. Flere lyskæder ligger klar til at blive sat op i takt med at jeg får julet i haven, men først skal der indkøbes remedier. Mere om det senere.

Indtil videre juler jeg lidt i det små. Starter langsom op og munder ud i et brag. Vi skal nemlig holde jul hjemme i år. Vores første jul på vores nye gård - ih, hvor jeg glæder mig.

Beskærings kavalkadens afslutning

Sidste beskærings projekt i denne omgang blev det lille bed ved udestuen.

Troldhaslen er virkelig smuk med dens røde blade.
Selvfølgelig skal den forblive en del af haven, dog skal de smukke grene ikke hænge helt ned i græsset. Derfor var en lille studsning på sin plads.

Smuk er den med sine slanke nøgne ben. Dog bliver den en smule mast af nabo planten. Gæt, hvad der stod for tur næste gang?

Nabo planten var ikke helt så heldig, som troldhaslen. Den måtte desværre lade livet.

Må sige at jeg er utrolig glad for beslutningen. Den smukke troldhasel kommer nu rigtig til sin ret og jeg tænker, at roser i dette bed, helt sikker vil bringe glæde i udestuen.
Om jeg kan redde buksbommen er ikke sikkert endnu. Tænker, at kun vinteren kan give svar på det spørgsmål.

Pindsvineboet på engen har nu en størrelse, hvor den kan huse op til flere familier. Efter en nat med masser af blæst væltede stakken og boet blev udvidet yderlig. Håber den kan bringe masser af glæde vinteren over.

En der også blev glad, var hunden Hailey. Havde glemt at lukke lågen efter en oprydning, så ud kom hun på eventyr. Peanut var med, men hun kommer når man kalder. Hailey til gengæld måtte vi helt ned bagerst i skoven og hente. Sikke en forskrækkelse vi fik.
Nu er der kommet ekstra låge på, så hvis jeg glemmer at lukke efter mig, så kan hun ikke komme ud af den lille eng og ud på egen hånd. Sikke en skuffelse for en eventyrlysten hund.

Beskærings kavalkade III

Endelig kom turen til det store bed midt i haven. Beslutningen var, at begge parykbuske, fuchsiaen og den randblomstrende hortensia skulle væk. Det var en hård beslutning, men nødvendig.
Den limefarvet parykbusk var blevet klippet ned tidligere, som et forsøg. Nu kom turen til den røde.

Inderst inde syntes jeg, at det var rigtig ærgerligt, at skulle fjerne de to parykker. Ville gerne have stammet dem op, så de kunne få lov at leve videre. Desværre var begge buske ikke holdt ved lige, og derfor havde de begge lagt sig ned og groede nu lystig hen langs jorden. Suk, vendte og drejede det hele, men så ingen mulighed for opstamning, så ud røg de.

Næste projekt: havefuchsiaen.

Endnu engang en stor smuk busk, som sikkert har stået i haven i mange år. Men historien er den samme, ingen mulighed for opstamning og busken er simpelthen for stor til bedet.

Et par timer gik og det store bed lå pludselig øde hen. Hortensiaen får lov at blive vinteren over, da den skal bruges som stopper for vinden. Nu er spørgsmålet blot om bedet skal bestå, eller om det skal ændres til noget andet.

Når jeg sådan går amok med saven i haven, efterlader jeg et værre rod. Prolapsen er ikke glad for at rydde op! Ikke fordi jeg gerne vil slippe, men fordi det er tungt arbejde, at slæbe grenene afsted.
Heldigvis er min søde mand, som altid, parat til at hjælpe. Dog måtte vi opgive, at køre på genbrugspladsen med alt afklippet. I stedet er vi i gang med at lave et gigantisk pindsvinebo på engen.

Beskærings kavalkade II

På en dejlig dag i oktober måtte endnu to vækster i haven lade livet.

Kristjørnen på hjørnet af stalden var en rigtig stikkefætter. Desværre for den, stod den simpelthen bare i vejen for mine kommende planer om en lille frugthave. Men den gav ikke op uden kamp.

At nedfælde en stikke dreng på denne størrelse med en håndsav, var noget af en opgave. Jeg fik lavet hul ind til stammen, og derfra var det blot at tage en gren af gangen.

Til sidst stod kun den nøgne stamme tilbage. Men ikke længe. Flemming startede motorsaven og væk var det sidste minde om en ellers smuk tjørn.

Andet projekt på denne oktoberdag var bestemt til at overskue. Vores store elefantgræs i gårdhaven skulle skæres helt ned, inden den begyndte at smide rundt med bladene.

Sådan en opgave er jo ingen sag. Man tager blot en stængel af gangen og forsætter til der ikke er flere.

Overrasket blev jeg dog alligevel. Var slemt ikke klar over, hvor meget græsset fyldte, når man kiggede fra gårdhaven op i den store have. Nu den er væk, gør det virkelig en forskel.

Tilbage er "kun" at grave roden op, men det overlader til til min stærke mand.

Som i kan se har elefanten allerede spredt sig gevaldig under belægningen. Det bliver godt at få den og alle stenene væk, så jeg kan lave et smukt bed i stedet.

Beskærings kavalkade I

Det hele startede i sommers ved at jeg stod og kiggede ud af køkkenvinduet.
Min proplaps i ryggen havde holdt mig væk fra min nye haven i mange måneder og ukrudtet i bedene voksede og voksede. Der var ringe udsigt til, at jeg ville komme ned på alle fire og komme ukrudtet til livs.
Imens jeg stod der og havde ondt af mig selv, faldt øjet på en buksbom. Den så sølle ud, men det havde den vist ikke altid gjort. Frem kom beskæresaksen - det måtte undersøges nærmere.

Ganske rigtig, så havde buksbommen tidligere været i form og det er den nu igen.
Som altid griber tingene om sig og den smukke blå gran bagved kom op i højden.

Pludselig var der den smukkeste udsigt ud i haven fra terrassen. Sikke en skønhed der blev åbnet op for, og det uden at skulle skille sig af med den smukke gran, som går helt op i højde med første salen.

Med min lille håndsav, som jeg har fået af Flemming, i hånden, var det ingen sag at få granen op i højde. Faktisk var det overhovedet ingen problem. Prolapsen var helt stille og beklagede sig ikke.

For lige at være helt sikker i min sag, tog jeg og opstammede endnu et træ. Flemming har længe beklaget sig over, at det var svært at slå græsset bagerst i haven. Han bliver næsten væltet af havetraktoren af træet, efter hans udsagn. Nu er der ingen undskyldning længere, både her og under kirsebærtræet.

Vågnede næste dag i spænding. Havde prolapsen skrevet en konsekvens regning til mig i nattes løb for havearbejdet? Minsandten om jeg ikke gik fri, sikke en glæde.
Nu var der grobund for at komme lidt i gang med haven, helt uden at gå på kompromis med helbredet. Derfor følger nu en mindre kavalkade omkring beskæring, nedskæring og opstamning af flere vækster i haven.

Mindst 10 blomster

Hvid høstanemone

Lige nu florer der blandt blogger et begreb, som hedder mindst 10 blomster.
Selvom vi er sent på året, gælder det om at finde 10 blomster, som endnu står med det skønneste flor på denne årstid.

Geranium Rozanne

Havde det været i min gamle have, er jeg sikker på at det ikke ville have været noget problem. Men i min landbohave, som ikke var blomsterpræget da vi overtog den, er det ikke så let at finde skønhederne.

Hortensia

Fem blomster kunne det blive til. De fleste står i krukke og er kommet med fra den gamle have. Resten nyindkøbte og just plantet i børnehave bedet.

Rosen Beverly

Den sidste smuksak fik jeg ved et event for et par måneder siden. Men jeg kender ikke navnet, nogen som kan hjælpe?

Tre små banditter

Som de fleste ved, vågnede vi mandag morgen i uge 32, op til en uventet familieforøgelse på tre små killinger. Der er løbet meget vand i åen siden da og vi er gået fra at have killinger til salg, til at overbevise os selv om, at vi har mus nok til 4 katte på gården!
Om de nogensinde kommer til at fange mus kan vi dog godt stille spørgsmålstegn ved?

De tre små banditter har nemlig opdaget at de kan kravle og at det store japanske kirsebærtræ midt i haven er ideel til den opgave. Nogen gange gælder det om at have is i maven, når man fra badeværelset på første sal kan se direkte ud på en killing, som udforsker dens finmotorik.

Samtidig må vi erkende, at fuglefodring og redebygning i specielt dette træ ikke bliver aktuel i år.
Killingerne er utrolig nysgerrige og meget sociale. På grund af Flemmings allergi bor de i stalden, men kommer løbende så snart vi er i haven.

Desværre er vores gamle hund Hailey kattegal. Alt hvad der løber skal jagtes. Ikke alle killinger, har fundet ud af, at stopper man og og hvæser, så stopper Hailey også. Kun Bøllefrø er modig nok til at tage kampen op, men mon ikke de andre snart følger trop?
Indtil da, bruger Hailey flere timer på at overvåge kattelemmen i stalddøren. Peanut er med i stalden om morgen, men efterligner selvfølgelig storesøster i haven.

Sidst vi var i haven delte vi tiden op. Det vil sige, at noget af tiden var hundene indenfor og killingerne hjalp til med at få planter i jorden. Her er det  syrenen Michel Büchner som er på vej i jorden. Ikke den letteste opgave.

Både Flemming og jeg elsker vores katte meget højt. Når nu vi ikke kan have dem som huskatte, er dette det næst bedste. Og kattene, de har det som dronninger i stalden. Så mange klatretræer, senge og forhindringsbaner ville de ikke få indenfor. For slet ikke at tale om alle de mus, som kattemisser tager med hjem til dem.

Vi når det hele inden vinter

Trods weekendens lovede regn blev der også lidt opklaring og tid til at komme i haven.
Den forestående nattefrost har sat skub i de sidste vigtige haveopgaver. Heldigt for mig havde min søde mand lidt tid at give af.

Som altid, når min mand skal på banen, betyder det gravearbejde.
Jeg har tre smukke roser, købt på bud, som endnu ikke har en plads i haven. Det er meget vigtigt for mig, at de overlever vinteren og derfor kommer de i jorden med potte og det hele.

Jeg har placeret dem i bedet bagved min Gunnera, som er gået i vinterhi. Her står de i læ bag tre store buske, som forhåbentlig vil holde vestenvinden lidt tilbage. Den opstammede Rhapsody in blue er købt på auktion i Geografisk Have i foråret. Den skal have hætte på hele vinteren.

Gunneraen fik også den sidste frakke på og er nu helt klar til vinter.
Min søde mand var dog ikke allerede færdig med at grave for mig.

De sidste 5 planter skulle have plads i børnehaven. To hvide sommerfugle buske, to geranium Rozanne og en solbærbusk.

En smuk Michel Büchner Syren blev også gravet ned på dens blivende plads i gårdhaven. Og med den, er alle planter nu kommet i jorden. Det er bestemt en befrielse, at kunne byde frosten velkommen uden at skulle bekymre sig. Og det er med stolthed jeg kan sige, at jeg er klar til vinterens kommen.