Lidt tilbage i tiden

Foråret er så småt ved at komme over os.
Vejret er blevet varmere og frygten for endnu en gang frost er jaget på flugt. Ja, jeg er en ukuelig optimist. Tro kan som bekendt flytte bjerge.
På mine daglige morgenture i skoven, nyder jeg at se anemonerne udvikle sig og langsomt sprede sig over hele skovbunden. Det er virkelig kærlighed for sjælen, at gå der og nyde naturen.

Hjemme i haven går tingene så stærkt, at jeg slet ikke kan følge med til at skrive her på bloggen. Derfor skal vi i dagens indlæg også en tur tilbage i tiden. Vi skal helt tilbage til slutningen af marts, hvor der stadigvæk lå en smule sne i krogene og hvor den varme jakke endnu ikke var gemt væk.

Flemming havde fundet motorsaven frem og fået taget toppen af vores æbleespalier. Afklippet fyldte hurtig en trailer og med en tur igennem haven stod det helt klart for os begge. Hvad skulle vi dog gøre med alle de grene, kviste og stammer, som ville blive i overskud, når motorsaven først rigtig kom i brug?
Det ville blive til alt for mange trailerture til genbrugspladsen. Tid vi i den grad hellere ville bruge i haven. Løsningen var sådan set ret simpel - et kvashegn.

20 pæle blev indkøbt og banket i jorden langs med trådhegnet nede på det, vi nu kalder frugtlunden.
Kvashegnet bliver lidt over 20 meter langt og kommer til at fungere, som et mindre læhegn for den stride vestenvind, som løber hen over nabomarken og ind på vores eng.

Og endnu bedre, så bliver hegnet et fantastisk gemmested for pindgrise, instekter og andre kryb, som vi bør værne om nu om dage. Kan ikke andet end at blive glad, når vi kan etablere et kæmpe langt hotel, hvor alle er velkommende uanset størrelse.

20 meter kvashegn, som er 1 meter i bredden giver plads til rigtig meget afklip. Når man læser på nettet om at etablere et sådan hegn, så står der ofte at man sagtens kan invitere naboen til, at hjælpe med at fylde hegnet op. Hos os bliver det dog ikke aktuelt.

Efter at have sluppet Flemming løs i haven med motorsaven i blot en enkel dag, så hegnet sådan ud.
Vi er bestemt ikke i tvivl om, at vi kan sagtens selv kan fylde vores nye hegn op uden problemer.
Hertil skal siges, at min kære mand måtte opgive før tid med at save. Hans motorsav er nu sendt til service og vi er ikke engang halvt igennem, alt det som skal saves ned i år.
Ja, du læste rigtigt, i år. For beskæringen af haven er spredt ud over de næste 5 år, så vi skal nok få fyldt vores hegn til randen.

Hvor alle grenene kommer fra, kan du læse mere om i næste indlæg.

Fut i havefødderne

I kan tro, at der er kommet liv i have-entusiasmen hos os i Haven med Hunden. Kjeld pustede ild i gløderne og nu kan vi næsten ikke få hold på havearbejdet igen.
Jeg er i haven, så snart vejret tillader det og Flemming bruger alle sine fridag i gummistøvler med et eller andet haveredskab i hånden - gerne motoriseret. Der sker så meget, at jeg ikke kan følge med til at skrive her på bloggen. Men i bliver ikke snydt - blot lidt forsinket.

For noget tid siden, startede jeg på at beskære vores æbleespalier. De to træer så ud som om, de havde fået lidt for lange tøjler de sidste par år, hvilket betød et festfyrværkeri af grene i alle retninger.

Nu har jeg jo overhovedet ingen forstand på æbletræer. Jeg har dog læst mig frem til, at vintertid er den bedste beskæringsstid og at jeg skal klippe ind til 15 cm fra stammen. Så det gik jeg i gang med.

Sikke et kæmpe stykke arbejde jeg fik startet der! Med min minisav og min havesaks i hånden kæmpede jeg mig frem gren efter gren. Det gode ved denne form for arbejder, er at jeg er stående og ikke belaster min ryg.

Men færdig blev jeg dog ikke på en dag. En hel dag tog det mig at komme igennem første træ, som nu står nøgen hen. Men resultatet er ikke til at tage fejl af - sikke luftigt det blev ved vores lille sø.

Endnu en dag måtte der til, for at begge træer var klippet helt ind. Ja, det vil sige, at toppen, den måtte jeg opgive. Grenene var simpelthen for tykke og det var umuligt for mig at balancere på en stige, imens jeg savede løs med håndkraft.
Næ nej, her måtte jeg have Flemming på banen og tænk sig, der skal ikke meget overtagelse til, når det handler om at hive motorsaven frem. Mere om det i næste indlæg.

Det går rigtig langsomt i haven

Her ses dagens havearbejde!
I ser ikke forkert - dagens havearbejde bestod i at fjerne ukrudt rundt om vores bryllupsgave. Et smuk æbletræ, som vi har flyttet med ud på vore nye gård.
Måske tænker du, at det ikke var meget jeg har fået udrettet på sådan en herlig søndag, men jeg har faktisk udrettet mere end jeg selv havde regnet med. Sagen er den, at jeg er i skarp træning  med at acceptere de begrænsninger, som følger med min prolaps. Det er virkelig svært for mig, da det blandt andet betyder, at havearbejde er på fy fy listen.

Så i stedet for at kaste mig over at luge ukrudt i mine mange store og forsømte bede, så tænkte jeg mig om, for første gang siden jeg blev sygemeldt. I stedet for at sige "Jeg vil" blev det til "Hvad kan jeg". Jeg kan slå græs på vores havetraktor. Det kan jeg uden konsekvens, så det gjorde jeg.
Det har taget mig 4 måneder at komme hertil og jeg har langt vej endnu.

Kæmper med accepten. Det er en hård kamp, som jeg skal vinde for at komme videre og tilbage på arbejdsmarked.
Indtil videre er jeg kommet dertil hvor jeg acceptere, at haven ikke får meget opmærksomhed i år. Er gået fra, at ville anlægge kæmpe rosenbed til blot at beslutte, hvor mine planter i krukker skal placeres og få dem i jorden. Det skal her siges, at det er min søde mand, som får planterne i jorden, ikke mig.

De mange indkøbte stauder kommer i et børnhavebed, hvor de må opholde sig, til der en dag bliver lavet bede klar til dem i selve haven.
Efteråret skal gå med at ligge planer for haven. Måske jeg vil beskære lidt vildskab her og der, men kun det, som jeg kan stå oprejst til. Jo, jo, fornuften er ved at overtage, også selvom det lige nu er på bekostning af min alt overskyggende havepassion.

Heldigvis kommer der endnu en havesæson næste år og der håber jeg at have mere overblik over mine begrænsninger, og dermed have mulighed for igen at skabe en smuk have, eller i hvert fald starte op på min.

De sidste træer springer ud

Nu viser æbletræerne sig fra deres smukkeste side - de står med de flotteste blomster og svajer i solen.

Æbletræet fik vi sidste år i bryllupsgave af min mands familie. Det kommer rigtig godt, og vi håber at vi allerede i år kan få lov at smage på frugterne. Man har vel lov at være heldig.

Paradisæbletræet er endnu en af mine drømme der er blevet til virkelighed. Har altid ønsket mig et, og nu har jeg endelig fået det. Da man aldrig kan regne med det danske forår, er det plantet helt strategisk - det står så det både kan ses fra stuen og fra drivhuset. Vil simpelhen ikke gå glip at de smukke røde blomster.

Genbrug af æbletræ

Sidste år blomstrede vores lille æbletræ helt fantastisk. Overalt var det spækket med små rosa blade, som varslede et godt æbleår.

Men som tiden gik blev træet mere og mere sølle. Et lille æble på størrelse med en perle blev det til, og ganske kort tid efter sagde træet "stop" og kun stammen stod tilbage - tør og dækket af mos.

Skylden ligger højest sandsynlig hos os, da træet er blevet flyttet et par gange de sidste par år. Så af skade bliver man klog.

Dog skulle træet ikke bare gå til spilde, så det blev fældet helt nede ved roden. Fik støbt en fod af beton, og røg ind i stuen.

Her tjener det i øjeblikket som påsketræ, fyldt med påskeæg jeg selv har lavet i min barndom. 

Betonfoden skal selvfølgelig gøres mere dekorativ, men hver ting til sin tid.

Tanken er, at når påsken er overstået og pakket ned, så bliver det til et engletræ. Jeg har en masse smukke engle af glas, som mangler et sted at bo. Og findes der bedre sted at slå sig ned, end et æbletræ med smuk historie?

Paradisæbler

Kan ikke prale med at æblerne på mit paradistræ er blevet store i år.

Men pyt, træet er jo først plantet i sommeren, så energien er nok gået til rødderne i stedet for æblerne.

Mon ikke den tager revanche næste år?

Malus Toringo 'Freja' 

Den skønneste gave

Da Mr. Handyman og jeg i sidste måned tog til Cuba, var det ikke kun for at holde ferie og opleve landet. Vi havde en hemmelig agenda, som bestod i, at blive gift på en trope strand. Som sagt, så gjort.

Det kom selvfølgelig som en stor overraskelse for venner og familie herhjemme, da vi efterfølgende var rundt og fortælle dem nyheden. At holde vielsen hvor kun vi deltog, var vores bevidste valg.

Alt imens vi rendte rundt med sand mellem tærene på Cuba, var der jo også noget varmt hjemme i DK. Og Mr Handymans æbletræ i haven led under den hårde tørke. Den led faktisk så meget, at der kun var 7 raske blade på træet ved vores hjemkomst.
I weekenden kom svigerfamilien så pludselig forbi med en bryllupsgave - et fint nyt dicovery æbletræ.

Træet blev plantet i en fart, da de jo havde lovet regn i mandag (og det regner stadigvæk). Så nu står det fint og stærkt i plænen, klar til at give masser af æbler næste år.

Tak til svigerfamilien for denne fine gave.