Det går rigtig langsomt i haven

Her ses dagens havearbejde!
I ser ikke forkert - dagens havearbejde bestod i at fjerne ukrudt rundt om vores bryllupsgave. Et smuk æbletræ, som vi har flyttet med ud på vore nye gård.
Måske tænker du, at det ikke var meget jeg har fået udrettet på sådan en herlig søndag, men jeg har faktisk udrettet mere end jeg selv havde regnet med. Sagen er den, at jeg er i skarp træning  med at acceptere de begrænsninger, som følger med min prolaps. Det er virkelig svært for mig, da det blandt andet betyder, at havearbejde er på fy fy listen.

Så i stedet for at kaste mig over at luge ukrudt i mine mange store og forsømte bede, så tænkte jeg mig om, for første gang siden jeg blev sygemeldt. I stedet for at sige "Jeg vil" blev det til "Hvad kan jeg". Jeg kan slå græs på vores havetraktor. Det kan jeg uden konsekvens, så det gjorde jeg.
Det har taget mig 4 måneder at komme hertil og jeg har langt vej endnu.

Kæmper med accepten. Det er en hård kamp, som jeg skal vinde for at komme videre og tilbage på arbejdsmarked.
Indtil videre er jeg kommet dertil hvor jeg acceptere, at haven ikke får meget opmærksomhed i år. Er gået fra, at ville anlægge kæmpe rosenbed til blot at beslutte, hvor mine planter i krukker skal placeres og få dem i jorden. Det skal her siges, at det er min søde mand, som får planterne i jorden, ikke mig.

De mange indkøbte stauder kommer i et børnhavebed, hvor de må opholde sig, til der en dag bliver lavet bede klar til dem i selve haven.
Efteråret skal gå med at ligge planer for haven. Måske jeg vil beskære lidt vildskab her og der, men kun det, som jeg kan stå oprejst til. Jo, jo, fornuften er ved at overtage, også selvom det lige nu er på bekostning af min alt overskyggende havepassion.

Heldigvis kommer der endnu en havesæson næste år og der håber jeg at have mere overblik over mine begrænsninger, og dermed have mulighed for igen at skabe en smuk have, eller i hvert fald starte op på min.