En drøm af en have - Høneballehaven

Min jomfrutur til Samsø sidste lørdag, havde jo selvfølgelig en helt anden årsag, end at besøge det smukke Nordby.
Det har altid været et stort ønske af mine at opleve Lisbeths smukke Høneballehave, men endnu var det ikke lykkes mig at planlægge en tur derover. Lisbeths blog kender de fleste have interesseret og selvom jeg er meget visuel, så er det aldrig lykkes mig at forstille mig hvordan haven virkelig er opbygget. Ulla (Frk. Anemone) og Malcom tilbød mig, at opfylde mit ønske og med en bagsædeplads tog jeg min første tur til Samsø.

Det var med mange sommerfugle i maven, at vi trillede ind på gårdspladsen hos Lisbeth og Bent.
Faktisk nåede jeg kun lige ud af bilen, inden mit hjerte for første gang besluttede - Det skal jeg også have! ....og så var det noget så fjollet som havehegnet?

Selvom Lisbeth og Bent ikke ejer verdens største hunde, så har de verdens mest geniale hegn. Og da jeg altid har mit store hundehjerte med overalt, så vidste jeg med det samme, at sådan et smart hegn og opdeling af haven måtte jeg også eje. Vil ikke kede jer med de mange billeder jeg tog af hegnet, men de var nok til at manden derhjemme er fuldstændig enig med mig. 2 sek på martriklen og første ide tyvstjålet - det tegnede til at blive en dag med masser af inspiration.

Efter en masse glade gensyn og enkelte nye ansigter, startede vi vores første rundtur ud i paradis. Lisbeth førte an på en lille havevandring, og det gik godt nok laaangsomt. Når man samler så mange dejlige havemennesker på samme sted, så går snakken. Faktisk så stopper snakken ikke igen lige med det samme og det er lige nøjagtig det jeg elsker ved at være på tur med havefolket.

Men lige i dag var sommerfuglene i maven rigtig vilde og jeg havde lidt svært ved at holde igen og vente - Åh, jeg skulle jo ud og opleve haven, som jeg har sukket efter så længe.
Vi startede omme i den oprindelige have, som hørte til huset. Herefter førte vandringen op i skovhaven, videre til rosenbedene og så blev vi sluppet løs. Eller måske skulle man sige, at derefter myldrede vi ud til alle sider.

Den oprindelig have var smukt anlagt og op af huset var der også blevet plads til en smule tomater.

Men rigtig overvældende blev det, da vi forsatte ud i den nyeste del af haven, som tidligere har være mark for nogle dyr af en art.
Jeg listede igennem skovhaven sammen med de andre og lige pludselig stod jeg der? Der lige midt i paradis. Hjertet slog som en vild, sommerfuglene gik helt amok og jeg kunne mærke at den barnlige glæde brusede igennem kroppen på mig. Vi var kommet frem til Yin&Yang bedet fyldt med de smukkeste roser.

Ord er alt for fattige til at beskrive hvordan det var at opleve så meget skønhed på en gang. Det er helt umuligt af forstille sig dette ved at se billeder, og selvom jeg ofte har set billeder herfra, så var jeg slet ikke forberedt på hvor skønt det var.

Sandheden er at jeg blev så overvældet over alle de smukke roser, at jeg slet ikke kunne løsrive mig igen. Selvfølgelig fik jeg set resten af haven, men de smukke roser havde en helt magnetisk effekt på mig, og gang på gang kunne man finde mig storsmilende blandt dem.
Noget af det, som jeg syntes var mest fantastisk, er at Lisbeth ikke er gul-forskrækket, som så mange andre, inkl mig selv. Her var roser i alle nuancer og jeg forelskede mig i den grad i mange af de gul orange arter. Måske søde Lisbeth vil fortælle mig navnet på de skønheder, jeg har på collagen herunder?

Inden vi fik set os om blev det frokost tid, og jeg var tvunget til at løsrive mig fra bedet. Bent havde sørget for at sult og tørst blev dækket, og man må virkelig sige at der blev hygget om os her i haven.

Mellem frokost og kaffe blev der endnu engang tid til at gå på opdagelse, og selvom jeg var stærkt tiltrukket af rosenbedet, så lykkes det mig også at se mange andre smukke sider af haven.

Alle som har været på tur med havefolk ved at de færreste kan styre sig! Omkring halsen på de fleste hænger et kamera og billeder bliver der taget i spandevis. Selv er jeg storslem første gang jeg besøger en have og derfor bliver kameraet også hjemme på andet besøg.

Gad god vide om Høneballehaven ligger i toppen, som en af de mest fotograferede haver i Danmark.

Kære Lisbeth og Bent.
Tak for en helt uforglemmelig dag i jeres smukke have. Det har været en oplevelse uden lige. Med mig hjem tager jeg et hav af inspiration, billeder og glade minder. Glæder mig allerede til næste gang, jeg igen kan komme forbi på besøg.

- Og selvfølgelig tak til Ulla, Malcom, Jette, Gitte, Linda, Tina, Hans, Susanne, Torben, Villy, Merete, Vivi og Hans Jørgen, for godt selskab og masser af havesnak.

Jomfrutur til Samsø

Utrolig men sandt, lørdagens tur til Samsø var den første for mit vedkommende.
Den første, men bestemt ikke den sidste.

De faste bloggere er jo ikke det mindste i tvivl om, hvorfor jeg tilbragte denne smukke solskinsdag på en lille ø ud for Århus. Der var selvfølgelig blogtræf i Høneballehaven, som jeg altid har haft et stort ønske om at se.

Alligevel vil jeg starte bagfra med vores tur. Jeg har endnu ikke helt fordøjet de mange smukke indtryk og jeg mangler stadigvæk ord til at beskrive. Derfor må min oplevelse fra haven vente med at blive beskrevet til senere.

I stedet vil jeg tage jer med til den mest romantiske lille by, jeg nogensinde har set.
Velkommen til Nordby.

Igen mangler jeg ord. Aldrig har jeg besøgt så smuk og hyggelig en lille by. Her har man forstået at bibeholde det oprindelige og derfor er byens små gader fyldt med bindingsværk, stråtag, stokroser og små hvide stakitter.
Suk, mit hjerte blev blød som smør.

Jeg kunne slet ikke få nok af alt denne idyl, og mit kamera blev hurtig varm af alle de fantastiske billeder jeg måtte have med mig hjem. Dette er kun et lille udpluk af hvad der gemmer sig i de gamle smalle gader og gyder.

Dørene i den lille by var ekstra bedårende. Her er man bestemt ikke farveforskrækket og det varmer mit hjerte. Hver en lille dør havde sin egen charme og sit helt eget specielle udtryk.
Som nu denne gule dør nedenunder. Sammen med den gule rose og den fine hundeseng gav den sit helt eget udtryk. Og man kan ikke blive andet end en smule nysgerrig efter, hvem der mon bor bag en dør som denne.

Med billedet af de utallige skønne stokroser, som pryder de fleste af de skønne haver, vil jeg takke af for denne gang.
Tak til Ulla og Malcom for at vise mig dette paradis. Det var en perfekt afslutning på en helt igennem fantastisk dag.

De dejligste roser

Roser ligger mit hjerte meget nær og jeg elsker hver og en jeg har i min have.
Har været tæt på at opgive dem, men efter jeg fik fat i Ernst Jensen bog "Et liv med roser" har jeg ikke længere problemer med at holde dem.
Desværre kender jeg navnet på de færreste roser i min have, men det gør mig ingenting. Skønhed uden navn, er stadigvæk skønhed.

De roser vi har størst mulighed for at nyde, er selvfølgelig dem på terrassen.
Dybt røde roser pryder det lille bed bag det hvide stakit, som danner overgang fra terrasse til græsplæne. Jeg ved at i blandt dem, står en Ingrid Bergman - de andre er navnet gået i glemmebogen.

I resten af haven er næsten alle roser i pastel farve. Elsker den rosa nuance og kan slet ikke få nok af den. Jeg har bede specielt lavet til roser og bede hvor roserne står side om side med stauder.

Udformningerne er mange og jeg elsker deres mangfoldighed.
Min skønne pergola er også sprunget ud, og jeg glæder mig over at jeg endnu er i huset til at opleve dette. På den ene side står New Dawn, som endnu ikke er sprunget ud. På den anden side to forskellige roser, som jeg bare måtte eje. Utrolig nok, at jeg så ikke kan huske deres navne!

Og sidst men ikke mindst Beverly, som står i sin whisky tønde på terrasen. Hende er jeg meget betaget af, hvis nogen ikke skulle have opdaget dette fra tidligere indlæg.

Dette var blot et lille udpluk af havens roser - mine hjerte børn.

Rigtig god weekend til jer alle.

En svær gåde!

Da solen stod aller højest på himmelen og varmen sprang alle rekorder, havde vi to meget "slappe" hunde. At sove i skyggen var det foretrukkende, og når skyggerne blev lange var de så utrolig energiske. Men men men, så var det jo sovetid.
Derfor fandt vi på sjove små udfordringer til dem - som denne med pølser i 5 cm vand.

Opgaven var åbenbart noget af en udfordring for dem begge, som ikke er de store vandhunde.

Hailey var den første som tog mod til sig og gik op i det lille bassin. Dog overvandt hun aldrig at få snuden under vand. I stedet opfandt hun en metode til at få pølserne til at flyde ovenpå.
Men det var for hårdt arbejde, så efter 5 min opgav hun projektet og vendte tilbage til skyggen.

Lille Peanut gav dog ikke op så hurtigt. Det var utroligt at vi ikke hørte hendes lille hjerne knage, for hun var godt nok langt ude i torvene over ikke at kunne spise pølserne.

Efter ca 20 min (10 min efter Hailey) knækkede også lille Peanut koden og hele hendes krop røg op i bassinet. For en sikkerheds skyld havde vi ikke puttet mere vand i end at hendes mave gik fri.
Og da hun først var deroppe var der ingen problemer med at stikke snuden i vand og blot smæske sig i pølser.

Hvad manden og jeg angik, så havde vi de mest underholdende 30 min på en skøn doven solskinsdag.
Bare de dage også snart vender tilbage.