Projekt rosenhave

Så er det første spadestik til projekt rosenhave taget. Uha, det er længe ventet og jeg glæder mig helt vildt.
Som i kan se, er der virkelig langt vej endnu. Alt græsset skal fjernes, noget af belægningen og den overdækkede sandkasse. Så skal der skal graves ud til stenmel stier og laves bede.

Projekt rosenhave er det projekt, som hænger mest sammen med alt andet. Det kommer sig af, af vi mangler jord i de andre projekter, og den jord skal komme herfra.

Alt i mens Flemming graver og kører jord rundt i haven, er jeg gået i gang med bedet langs huset i rosenhaven. Der skal flyttes en del sten, så vi kan få plantet hostaer.

Jeg sidder fint på min mås og løfter hver enkel sten op i trillebøren. Derefter køres de over i hjørnet, som ikke skal bruges til noget.
Max to trillebøre om dagen kan jeg klare, hvis jeg ikke skal kunne mærke det i ryggen efterfølgende.

Heldigvis behøver jeg ikke fjerne alle sten med det samme. Så vi tager en dag af gangen.

Det er dog lykkes mig at fjerne alle fra bagdøren og ned til garagen. Det gav et helt sug i maven, da de var væk og jeg fik virkelig blod på tanden. Jeg ville have de to hosta'er, som skulle stå på hver sin side af døren, i jorden.

Men ak og ve, alting går ikke altid som man planlægger det.
Det viste sig, at der til højre for døren var en masse beton ca 10 cm under jordoverfladen. Så at få den store hosta i jorden ville være helt umuligt. Heldigvis kom vi på denne skønne ide.

Mine to gamle whisky tønder er ved at være udtjent og bunden faldet ud - men siderne er stadigvæk flotte, så de er stillet op på hver side af døren.

Uden bund er der god plads til planten og jeg er sikker på, at vandet kan trække væk, skulle det blive nødvendigt.

Til sidst var det blot at plante og nyde synet. Hvad syntes i? Er det ikke blevet helt igennem fantastisk?

Velkommen efterår

Vi er allerede langt inde i September og det ses tydeligt i haven.
Med efterår kommer der mange nye glæder. Farverne på træerne skifter og duggen falder smukt på edderkoppernes flotte spind.

Men heldigvis betyder det ikke at have sæsonen er forbi. Der er mange ting der skal og kan nåes inden vinteren banker på døren.

Dahliaerne giver den stadigvæk fuld gas og deres blomstring vil ingen ende tage. Taknemmeligheden for de mange ældre knolde fra Bedstemor er stor. Jeg har også selv spædet til med et par stykker, men mere om det en anden dag.

I Haven med hunden arbejder vi igen hårdt på vores mange projekter. Sommeren har været så varm, at vi gik helt i stå, men nu er det igen til at holde ud, at give den en skalle.

Det føles dog som om vi aldrig bliver færdig! Det kommer sig af, at mange af vore projekter hænger sammen på den ene eller anden måde.

I de næste par indlæg vil jeg dog forsøge, at vise hvad vi er igang med.

Rigtig god weekend.

Blogtræf hos Frk. Anemone

Jo jo, der er skal liv endnu, her på Haven med Hunden.

Nogen har måske undre sig over, at der pludselig blev helt stille her på bloggen og det er forståelig nok. Der ligger såmænd intet bag min stilhed, fokus har blot været på andre områder, men det skal du snart få lov at hører mere om.

Hvor om alting er, så har jeg ikke holdt pause fra, at tage ud i landet og opleve nye og smukke haver.

Noget af det jeg holder aller mest af, er at tage til blogtræf. Ja, jeg har desværre misset et par i år, men til gengæld har jeg virkelig nydt, dem jeg har været til.

I går gik turen op til Frk. Anemone - den skønne Ulla og hendes kære mand Malcom. 

De har den dejligste lille byhave, hvor hver en cm er udnyttet. Rundt om huset sniger sig den ene sti efter den anden, og selvom kvm er små, så er der masser at gå på opdagelse efter.

Noget af det jeg glædede mig aller mest til at se, var deres virkelig smukke rosen hæk. Det er ingen hemmelighed, at jeg de sidste to år, har været fast besluttet på, at den vil jeg tyvstjæle ideen fra og lave hjemme hos mig selv.

Hækken var bestemt ingen skuffelse og pustede endnu engang til ønsket om en tro kopi.

Jeg må indrømme, at jeg havde en fantastisk dag i den smukke have og i godt selskab. 

Blogtræf er noget ganske særligt. At møde de dejlige mennesker, som sidder bag skærmen og beriger os med flotte billeder og gode have tips, er noget helt specielt. Vi kender hinanden og alligevel har jeg svært ved, at forbinde ansigterne med bloggene jeg læser. Efter et træf, er det dog ikke længere et problem.

Selskabet var simpelthen så hyggeligt i går, at jeg slet ikke fik taget samme mængde billeder som jeg plejer! Snakken gik på kryds og tværs, og nu sidder jeg her bag skærmen og har hverken fået billeder af glashuset, havedammene eller terrasserne. Men hvad betyder det?

Godt nok er dette blog opslag manglefuld i henhold til den smukke have, jeg besøgte. Men til gengæld er mit hjerte fyldt med glæde over, at have tilbragt en masse fantastiske timer i godt selskab.

Kære Ulla & Malcom.

Tusind tak for at i åbnede havelågen og samlede blogfolket til en hyggelig eftermiddag. 

Det har været en uovertruffen fornøjelse.

1 år i vores nye have

Et helt år er allerede gået, siden vi flytte ind i vores skønne nye hjem på landet. 

Vi elsker begge hvert et minut vi tilbringer her og ved dybt inde i vores hjerter, at dette er vores paradis på jord.

Frugtlunden

Der er sket en del i vores have, men det ses ikke særlig godt. Det der ses mest tydeligt, er at der kun er ro og orden i de områder, hvor vi arbejder. Alle andre steder vokser alting vildt og uhæmmet. Vil du se haven, som den så ud da vi overtog den, kan du klikke HER.

Før

En af den områder, hvor vi virkelig er kommet godt fra start, er det store bed midt i haven. Alle buske, som voksede helt ukontrolleret er fjernet og pludselig stod vi med et kæmpe bed i ren jord.
Først blev bedet gjort mindre og alle mine dahlia blev plantet . Mest for at have noget skønt at se på og for ikke at skulle holde jorden.
Nå ja, og så er der lavet et langt kig op på vores skønne eng.

Efter

Vi har også fået tynget godt ud under det japanske kirsebærtræ og området omkring det. Der er lang vej endnu, da vores plan er, at træet skal stå alene som havens konge.

Før

Vores skønne terrasse langs huset var også groet rigtig godt op og tillod ikke meget lys, at trænge igennem til vinduerne. De fleste buske og træer er fjernet og har efterladt mange store huller. Men lyset skinner ind i huset og spreder masser af glæde, hver dag.

Efter

Det var de få billeder, som viser vores fremgang i haven indtil nu.
Tør slet ikke vise jer resten af haven, da den ligner en slagmark af ukrudt og vildskab. Men bare rolig, vi arbejder hårdt på, at det snart bliver meget bedre.

Casa Rosen i fuld flor

Hvis der er noget jeg helt specielt elsker ved at være have blogger, så må det være, at tage til blogtræf.
Selvom jeg det sidste år, ikke har været meget at finde, hverken her på bloggen eller i det virkelige liv, så gør det ingen forskel i denne skønne have verden, når man tager til blogtræf.

Så for halvanden uge siden drog jeg afsted til blogtræf på Sjælland og det føltes som om, jeg slet ikke havde været sat på pause, det sidste år.
Da turen til Slagelse er alt for lang til min udfordrende ryg, slog jeg tidligt et opslag op på instagram, om nogen havde et ledigt sæde i bilen på vej til træf. En halv time senere havde jeg en aftale med Vivi og Hans Jørgen fra Mit Grønne Univers. Tusind tak for jer.

På Sjælland åbnede Linda havelågen til kolonihaven "Casa Rosen". Flere bloggere havde fundet vej til Slagelse og haven summede af godt humør og livlig havesnak. Jeg mødte ansigter, jeg ikke kendte, men som hurtig blev velkendte, når først en haveblog blev tilføjet. 

Lindas have er et skøn paradis af roser og romantik. Selvom mit sidste besøg ikke ligger langt tilbage i tiden, så er der sket utrolig meget i haven. For Linda er ikke typen, som sidder på hænderne. Nej, hun er viljefast og hårdt arbejdende, hvilket udviklingen i hendes have virkelig understreger.

Derfor blev det også til mange havevandringer i den den lille dobbelte kolonihave og til rigtig mange billeder.
Så jeg vil begrænse mig en smule og vise dem, som jeg syntes virkelig viser havens karakter og skønhed.

Kære Linda.
Tusind tak for en vidunderlig dag i din smukke have. Selskabet var fantastisk og udsigten storslået. Du har virkelig skabt et sandt paradis og jeg elsker, at følge med i dine projekter. Det bliver spændende, at se hvad det næste bliver.
Knus og kram Heike

Og som det aller sidste, skal I da ikke snydes for lille Alma. Det var en stor dag for en lille hund, så der måtte en del middagslure til, for at holde pelsdyret gående.

Havefestival

I sidste weekend var der havefestival i hele landet. Mange skønne mennesker åbnede havelågen og lukkede nysgerrige besøgende indenfor til hygge og en god have snak.
I år havde vi kun en have, vi bare måtte besøge. En have vi virkelige var nysgerrige efter, at se udviklingen i. En have vi ikke havde besøgt de sidste to år.

Måske du allerede har gættet det? Vi var selvfølge på besøg i Henrik og Janne's Franske Have.

Må simpelthen indrømme, at det bedste ved at være haveblogger, er alle de skønne havefolk man lærer at kende. Ja, det er korrekt, at vi de fleste gange mødes i cyberspace, men når vi så endelig ser hinanden i det virkelige liv, er det som om, vi har kendt hinanden altid.

Derfor havde vi også glædet os rigtig meget til at besøge "Den Fransk Have" igen.
Snakken gik lystig og det var tæt på, at vi helt glemte at nyde den skønne have. Men heldigvis gik det ikke så galt.
Der var sket utrolig meget siden vi var her for to år siden. Nogle ting var groet godt til og så småt begyndt, at skabe den form som ønsket. Andre ting var lavet helt om og så igen startet helt forfra.
Men ikke desto mindre, så det helt fantastisk ud.

Da mændene forsvandt ind til masseoven, og Janne ind til frokosten, fik jeg haven helt for mig selv.
Normalt ville jeg have styrte rundt efter det perfekte billede, men ikke denne gang. Næ nej, denne gang måtte jeg bare nyde. Nyde de skønne kig, de flotte strukturer og den franske inspiration.

Kære Henrik og Janne.
Tusind tak for et par skønne timer i jeres fantastiske have og den hjertevarme velkomst. Vi elsker at følge jer og endnu mere at besøge jer. Haven er noget ganske særligt, og vi ser med stor spænding frem til, at se nogle af jeres kæmpe projekter blive til virkelighed engang i fremtiden.

Tak for en dejlig dag.

Når sorgen melder sin ankomst

I fredags var en sorgens dag.
Fredag blev dagen, hvor vi alt for tideligt måtte sige farvel til vores gamle hund Hailey.

Fotograf Elisabeth Schifter

Vi har hele tiden vidst, at dette måtte blive hendes sidste sommer. Kroppen var noget sjusk og gigten havde i den grad godt fat i hende, i de kolde vintermåneder. Om 14 dage kunne hun være blevet 11 år, så hun var bestemt heller ikke en ung hund længere.

Den sidste uge havde hun haltet rigtig meget, trods behandling og medicin. Når en hund som Hailey ikke længere kan komme med på tur, løbe efter katten eller blot bevæge sig frit rundt, så skærer det en dybt ind i hjertet på en. En hård beslutning blevet taget og i fredags fik hun lov, at løbe ubesværet over regnbuen.

I haven med hunden er der nu helt stille. Vi sørger alle tre og selvom Peanut bliver overøst med kærlighed, kan vi godt mærke, at hun mangler sin storesøster.
Hailey blev lagt til at sove under det store kirsbærtræ på hendes lilla tæppe. Sammen med rodeobøllefanten er hun begravet på hendes ynglings plads med udsigt til kattelemmen. Og når tiden er til projekt Pergola, vil begge potesten fra By Helle Nørby blive lagt over hendes hvilested.

Det er første gang jeg siger farvel til en hund. Første gang jeg sender en sjæleven i forvejen over på den anden side. Jeg er ikke i tvivl om, at vi ses igen, for hun og jeg havde noget helt specielt sammen. Et bånd som end ikke døden kan bryde. Vi er forbundet uanset hvor vi er.