Når man er en lille brik i det store univers!

Tik tak tiden går og lige pludselig er det en måned siden jeg proklamerede, at jeg var tilbage på bloggen for at blive. Men nogen gange går livet ikke helt som vi havde forestillet os og vi bliver tvunget til at stoppe op og lytte.

Livet så i den grad ud til at flaske sig for os, da vi startede på det nye år 2017.
Jeg gennemførte min uddannelse som sygeplejerske og havde et barselsvikariat, som ventede på mig. Et drømmejob, som jeg længe havde hungret efter blev til virkelighed. Kort tid efter blev vores hus solgt og vi stod nu foran et eventyr med at skulle finde vores drømmebolig for livet. At se på hus var en process, som vi virkelig havde glædet os til.
Så umiddelbart var alt i den skønneste orden.

Første gang jeg stoppede op og tænkte - "Det var godt nok mærkeligt" var i haven. Min glæde var forsvundet! Ikke at havesyslerne var blevet til en pligt, men det var lige som om boblerne i maven ikke indfandt sig i løbet af forårets kommen. Mange siger til mig, at jeg bare skal lade stå til, nu hvor huset er solgt, men sådan et menneske er jeg ikke. Så haven bliver holdt, så den er flot og ikke andet. Den er luget i bund og vedligeholdt. Kun krukkerne, som skal følge os videre, får ekstra kærlighed.

Mine tre Beverly roser i tønder 

Drømmeboligen blev hurtig en realitet kun få uger efter vores salg. En lækker firlænget gård ventede på at blive vores og det var en fantastisk følelse at underskrive papirene. Nu manglede vi kun en gennemgang af bygningerne og så kunne de 6 dages fortrydelsesret ikke gå hurtig nok.
Men gennemgangen blev ikke som forventet og vi blev rådet til at afbryde handlen. Alle ydervægge viste tegn på at indeholde fugt, og vores byggesagkyndig vurderede, at gården kunne blive et økonomisk helved. Et uendelig projekt med at rette op på gårdens problematikker kunne forvandle vores drømme til mareridt.
Vi afbrød handlen og har siden ikke kunne finde en bolig efter vores smag. Det er som om hele området er ryddet for noget som kunne ligne vores drøm. Så nu står vi i et dilemma - den 1. juli skal vi flytte, men vi ved ikke hvorhen?

Og som det aller sidste, ja så har jeg just fået konstateret en prolaps i brystryggen.
Mine rygsmerter, som har plaget mig siden december har nu fået navn og en diagnose jeg ikke kan overhøre. Jeg har daglige smerter og derfor svært ved at koncentrere mig, og fokusere på mit arbejde. Det var en sorgens dag, da jeg fik beskeden af min læge og i et forsøg på at samle mine tanker, kunne man se mig ude i haven i den silende regn. Sommerfuglebuskene blev klippet ned, men lige lidt hjalp det. Energien og roen i kroppen indfandt sig ikke. Depoterne er helt tomme.

Den hvide sommerfuglebusk måtte klippes i bund

Nye buske er klar til at sætte rødder og flytte med i det uvisse

Universet har en pudsig måde at få sin vilje på! Måske jeg skulle være stoppet op og have lyttet til mig selv og min krop noget før, i stedet for blot at storme derudaf. Jeg er i stedet for nu helt flad og udkørt. Der ligger selvfølgelig mange flere uheldigheder bag end jeg kan remse op her, men nu er den store håndbremse trukket og jeg er lydhør.
Foran mig ligger en lang genoptræning af ryggen. Et arbejde med at finde tilbage til mig selv og mine glæder.
Hvad er det virkelig jeg længes efter og drømmer om?
Hvilken bolig vil starte sommerfuglene i maven på os begge, og i hvilken have vender min begejstring tilbage?
Og vigtigst af alt, så skal genfinde min livs energi  og mit gode humør.

Peanut, min humørspreder

Så denne gang lover jeg ikke, at være tilbage på bloggen for fuld power. Men jeg lover at læse med hos jer andre, for jeg ved at det gør mig glad. Og skulle overskuddet være der, vil jeg ligge en kommentar i det omfang jeg kan. Jeg vil bruge sommeren til at rejse ud i det danske land og besøge jeres skønne haver og lade mig tanke op af deres skønhed og den kærlighed i ligger i dem.
Glæder mig til at møde jer derude.