Før tørke og regn

Vejret i september har været helt fantastisk og ganske uventet.
Varmen og solen har sat sig fast i sjælen og jeg tænker, at der nu er tanket godt op til de første mange mørke vintermåneder.

Haven har vist sig fra sin aller smukkeste side. Frodig og i fuld flor, hvad mere kan man ønske sig.
Jeg har først og fremmeste nydt vejret og haven. Selvom jeg har taget billeder, så er det ikke blevet til at ligge dem på bloggen. Det havde jeg ganske enkel ikke tid. Det gjaldt simpelthen om at være ude, så meget så muligt.

Terrassen har været omdrejnings punktet i denne sensommer. Her er godt fyldt op med krukker, og de har i den grad nydt det stille lukkede miljø.
Dahlia i krukker har fyldt meget i billedet og det er først nu jeg kan nænne at klippe i skønhederne for at tage dem med ind. Men dengang var der jo også rig mulighed for at nyde udendøres på deres domæne.

Roserne i det aflange bed langs husmuren gav sig til at blomstre endnu engang med sådan en skønhed, at det næsten var umuligt ikke at stoppe op og gå i stå, hver gang man blev nød til at ligge vejen forbi. Utrolig var det, da de i år har været angrebet af alskens utøj og sygdom og alligevel gav de en sidste gang, alt hvad de havde i sig.

Flagstangsbedet var begyndt at få huller her og der. Meget havde allerede takket af for i år, men ikke alt. Og da jeg ikke kommer så tit i denne del af haven i sensommeren, ja så var der her rigeligt at plukke af til at tage med indenfor og nyde, når mørket faldt på.

I potteskuret stod lyngen klar. Selvfølgelig var der købt ind til udskiftning i krukkerne, men den varme sensommer ville ikke give slip på krukkevæksten, så det blev til et langt ophold i opbevaringen.

En sensommer som denne kan jeg ikke huske jeg har oplevet tidligere. Derfor har jeg også gemt den godt i mit hjerte. Solen, energien og skønheden, hvad mere kan man ønske sig på denne tid af året?