Da vi besøgte have i lørdags, havde vi den store ære at støde ind i selveste Tante Grøn. Jytte, som hun kaldes i daglig tale, er et meget åben og varmhjertet menneske. Og selvom haven bugnede af gæster, havde hun stadigvæk tid til en lille snak om haven og haveglæde. Vi måtte love hende, at inden vi tog hjem skulle vi besøge et ganske særlig sted i haven - bænken på toppen af skråningen. Herfra skulle udsigten være helt fantastisk ud over Limfjorden. Derfor begiver vi os nu på vej op til den hvide bænk.
For at komme op til bænken skal vi igennem det jeg kalder den vilde del af haven. På den anden side af kastanje hegnet er der ingen afgrænset bede, ingen anlagte stier og ingen begrænsninger. Det er den del af haven som betager mig allermest.
Jeg elsker det vilde. Blomster som kommer fra frø, som er strøet udover det hele med let hånd. Hvis de da ikke lige har besluttet at så sig selv på stedet. Stier som kun findes fordi man tit går lige der i græsset. Alt er velkommen her - intet skal holde sig til regler og lige rækker.
Stod det til mig, så min egen have også sådan ud, men det passer bare ikke ind i en 70'er villa have. Så dette er min drøm - engang at få en vild have.
Den vilde del på Mors er helt fantastisk. Overalt vokser græs og planter op mellem de mange store og flotte frugttræer. Her kan man rigtig slappe af og nyde livet, og heldigvis er der også sat stole og bænke op til lige dette formål.
Men vi er jo på vej op til toppen. Op af de små nedtrampede stier i græsset.
På toppen af skrænten - i skællet mellem have og mark - står en dejlig bred hvid bænk. Udsigten er vidunderlig, og Jytte har ikke lovet for meget, da hun bad os om at tage turen herop. Udsigten får i ikke at se, den skal opleves og det er der rig mulighed for i weekenden, hvor havelågen igen står åben.
Min mand besluttede sig for at blive på bænken og nyde udsigten. I stedet blev jeg sluppet fri i haven med kameraet. Det blev til et hav af billedet, og det er kun en ganske lille brøkdel i ser her:
Tiden gik alt for stærk oppe i haven, og inden vi fik set os om var eftermiddag ved at blive til aften. Vi var i haven et sted mellem 3 til 5 timer, og det var bestemt ikke nok. Håber så inderligt at vi får mulighed for at vende tilbage en dag, for der er så meget vi ikke fik set.
Nogen vil måske tænke "Hvad med orangeriet?" Det så vi selvfølgelig også.
Et skønt frirum. Kan lige forstille mig hvor hyggeligt der må være med ild i brændeovnen på en snevejrs dag. Her kan man helt sikker tilbringe mange timer med Armchair Gardening.
Med disse to skønne billeder fra bede i haven, vil jeg gerne sige en stor tak til Jytte & John - Tante Grøn og Syrenprinsen. Jeres gæstfrihed og varme hjerter gør at man længes efter at komme tilbage til haven, allerede inden man går ud af havelågen. Det var en stor oplevelse at tilbringe fantasiske timer i jeres paradis, og det var en fornøjelse at møde jer begge til en hyggelig lille snak. I har beriget vores hjerter og sat gang i en masse ideer og drømme. Tak for jer begge.
