fredag den 6. oktober 2017

En solskinsdag i haven


Solen har skinnet fra en skyfri himmel lige fra morgenstunden og humøret har været helt i top. I dag er nemlig dagen, hvor Flemming har kunne afsætte tid til at hjælpe mig i haven. I dag tegnede til at blive ikke mindre end helt fantastisk dag.

Jeg startede dagen med hundene på Rosenvold Strand. En tur ud til tænketræet, som Linda har døbt det. Udsigten var ubeskrivelig smuk og måtte foreviges - videoen kan ses på min instagram profil. På vej hjem opdagede jeg det flotteste kastanje træ ved vejen. Som de fleste hundefolk havde jeg lige en pøllepose i lommen. Den blev fyldt til randen med de smukkeste kastanjer, som nu blot skal tørres inden de skal bruges i dekorationer rundt omkring i haven.



Hjemme igen gjaldt det om at få tiden til at gå. Flemming skal jo sove når han kommer hjem fra natarbejde og timerne sneglede sig blot afsted til han stod op.
Planen for i dag var at få så mange planter fra krukkerne i jorden. De fleste har stået i krukke i over et år og trænger i den grad til at kunne strække rødderne igen. Sådan er vilkårene for at sælge hus, når man har nogle planter, som man bare ikke kan efterlade.


Inden jeg begyndte at acceptere de begrænsninger som min prolaps kommer med, havde jeg ordnet en lille del af haven - mere om det en anden dag, det er jo fy fy. Men det betyder at der i det mindste var gjort plads til planter, et sted i haven.
Den første og vigtigste at få i jorden, var min randhortensia. Den er en gave fra min bedstemor og har virkelig lidt under den lange tid i krukke. Krydser fingre for, at den kommer stærkt igen næste år. Den blev plantet i lysningen ovenfor.


Imens Flemming gravede i den fede lerjord fyldt med rødder, havde jeg tid til at sætte hortensia op i skovhaven.
Rhododendron er er ikke min stærke side, så jeg forærede et helt bed væk til Flemmings kammerat. Han gravede selv op og kørte væk. Syntes det var rigtig skønt, at han ville lave hele arbejdet selv. Endnu bedre blev det, da han gerne ville forære mig 8 små hortensia. De er alle blevet klippet helt ned i foråret, men kommer uden problemer.



De små planter har stået løst i nogle plastikpotter jeg havde, men nu kan de endelig komme i jorden. De er alle røde, men eftersom rhododendronbedet var helt korrekt anlagt, så har vi stadigvæk en masse spagnum i overskud efter nedlæggelsen. Det er nu blevet brugt til at plante de små hortensia i, med håbet om et farveskift næste år.



Nu er der ikke andet for end at vente på at de gror godt til, for som i kan se er de ikke engang lige så store som hostaerne i kanten af bedet.

12 hortensia kom i jorden idag. Så min søde mand fik rigtig lov til at prøve krafter med vores skønne våde jordbund. Heldigvis gør han det gerne og det føles virkelig dejligt ikke længere, at skulle tænke på hvor de mange planter skal placeres.



Det pudsige ved min nye have er planlægningen. Jeg har allerede et klart billede af hvordan alle bede i yderkanten af haven skal se ud, men det store rosenbed i midten bliver ved med at drille mig. Heldigt for mig, skal det ikke anlægges i år og mon ikke vinteren bringer en åbenbaring med sig?

Som det sidste projekt for dagen blev der plantet høstanemone i alskens farver. De står i den solrige ende af skovhaven og jeg håber inderligt, at de vil sprede sig helt ustyrligt.


I første omgang håber jeg blot på at de vil etablere sig, da foråret jo er den bedste tid for at plante denne staude.

Dagens arbejde sluttede med en havevandring. En vandring hvor alle mine ideer fik frit løb og Flemming fik en ide om hvor meget jeg gerne vil have lavet. Heldigvis skal meget af det første laves med en motorsav og det er lidt som om, at det hjælper på motivationen hos mænd, når der er motoriseret redskaber med i spillet.


Til sidst et billede af naturens finurligheder. Mange af vores bede er afgrænset med stykker af gamle telefonpæle. Denne har stået i mange år og tiden har lavet en smuk skulptur. Elsker når man finder smukke aftegn af tidens gang i haven.

Rigtig god weekend til alle. Må den blive fyldt med solskin og haveglæde.

10 kommentarer:

  1. Hej Heike
    Endelig kom der lidt gang i projekterne, det var dejligt for dig. Godt Flemming er klar til at hjælpe dig. Det skal nok blive godt, det bedste er, at det hele er kommet ud af krukkerne, nu skal det rigtigt til at gro.
    Knus
    Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Lisbeth.
      Det var rigtig dejligt, at få væksterne ud af krukkerne. Nu mangler jeg kun to træer, som jeg ikke i mine vildeste tanker ved, hvor jeg skal placere. Håber på en åbenbaring.
      Knus Heike

      Slet
  2. Kære Heike. Jeg forstår din begejstring... for jeg forstår også din frustration ved begrænsningerne. Det er SÅ godt når der pludselig sker noget.. når tankerne og planerne som vi så nøjsommeligt har lagt i hovedet endeligt begynder at bliver ført ud i livet. Ja fra havedrømme til haveliv :-)
    Jeg er sikker på det vil lykkedes - og at alle de fine planter vil komme godt igang på deres nye sted. De er passet med kærlighed og passion - det kan ikke slås af noget.
    Dejligt at dagen blev SÅ dejlig... og at den ikke kun indeholdt havedrømme med også gåtur og kastaniejagt.
    KNUS og på gensyn
    Susan

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Susan.
      Du er altid så god til at sætte ord på tanker og følelser. Og endnu engang har du beskrevet mine. Alle mine havedrømme foregår oppe i mit hoved og det er i den grad ren lykkefølelse, når nogen af dem bliver omsat til virkelighed. Er sikker på at drømme nok skal blive til haveliv og glæde hos os, om end det tager noget længere tid end beregnet.
      Knus Heike

      Slet
  3. Det er så dejligt når der sker noget! Godt at I fik planterne ud af krukkerne og i jorden. Det er da alletiders plantetidspunkt lige nu. Man behøver ikke vande, i hvert fald :-)
    Jeg har opgivet at være i haven i dag i silende regn, men til gengæld har jeg muget ud i den gamle grisestald som vores ænder havde klattet til. Jeg havde læst dit indlæg inden jeg gik ud, og jeg tænkte på dig og på hvor frustrerende det må være ikke lige at kunne bruge kroppen til de mere anstrengende ting. Men godt du har en mand der gør det for dig - og godt at du kan gå en tur med hundene. Det bliver man altså altid lidt gladere af :-)
    Fortsat god (have)weekend til jer!
    Knus fra Nana

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Nana.
      Beklager regnen lørdag, det har jeg bestilt til alt det jeg har plantet.
      Du kan tro jeg er glad for at din mand vil hjælpe i haven, nu jeg kun må gå til hånde. Desværre har han også travlt indenfor i det nye hus, så det er ikke til haven bliver prioriteret. Måske næste år.
      Knus Heike

      Slet
  4. Det var en skøn solskinsdag i går og den blev også nydt her efter job med en rask gåtur ned til køkkenhaven for at høste hindbær.
    Dejligt at dine hortensia er kommet i jorden nu, de skal helt sikkert nok etablere sig - så stor ros til din Flemming.
    Dine ture til vandet er skønne.
    Knus og fortsat god weekend.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Ulla.
      Hvor må det være dejligt, at kunne plukke løs af hindbærene. Det er bestemt en Busk jeg skal have en række af i den nye have. Kan du anbefale en sort?
      Knus Heike

      Slet
  5. Hvor skønt at Flemming fik plantet alle de hortensia :o) så er det gjort. Nu forstår jeg bedre hvorfor du spurgte om ikke jeg havde nogen hortensia :o))
    Du skal sikkert nok komme op med noget smuk til dine roser, ellers så har du nok en god bog men noget inspiration...Eventyrhaver feks, den ved jeg du har.
    Godt du er nået frem til at du skal passe på dig, det var der nok lige et par stykker (incl mig selv) der kunne kære noget af.
    Kæmpe krammer og hilsner til jer alle sammen :o)

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Linda.
      Ja, jeg har en stor kærlighed til hortensia og jeg er allerede utålmodig, så der nok går et par år inden de kommer til at syne af noget.
      Er sikker på at jeg nok skal finde en god og smuk løsning til roserne, har jo hele vinteren til at tænke og tænke. Og bøger, det har jeg rigelig af til inspiration.
      Knus Heike

      Slet

Emner på bloggen

"Claus Dalby" rose 2013 2014 agapanthus Akeleje Allium Anemone Angels Tumpet Asters beauty af moscow Beauty of Moscow Bellis Belægning Beton Beverly Bier Bjergknopurt Blogtræf Blommetræ Blomsterfrø Blå anemone Bog Brown Berry Brændeskur Buketter Buksbom Bænk Bær Campanula Glomerata Alba Cardinal Rouge Chili Chokoladeblomst Chrysanthemum Claus Dalby Clematis Cosmos Cream Beauty Daglilje dahlia Det gule bed Det hvide bed Det lange kig Det røde bed Det store Bed Digitalis Discovery Drivhus Efeu Ferskentræ Flagstangs bed Flaskegræskar Forhave Forspirring Forår Fransk anemone Frugthave Frugtlunden Frugtplantage Fugle fuglehus Fuji-Kirsebær træ Gaver Geoginer Geranium Gisselfeld Glasbær Gran Græs areal Græsplæne Gunnera Harridslevgaard slot Havedam Havefestival haveplan Havestue Hedera Helix Hegn Hestemynte Heuchera Hornvioler Hortensia Hosta Hunden Hyacint Høns Høstanemone Høstfloks insekthotel japansk kirsebærtræ Jordbær Jul Julehilsen Julekort Julekugler Julerose Julestjerne juletræ Kaprifolie Kartofler kastanjer Kattehale Kejserbusk Kejserkrone Killinger Kjeld Slot Klematis Klokkeranke Kløver Knopurt Kobjælde krans Kreative hjørne Krokus Krukker Krydderurter Krysantemum Kvashegn kvægurt Kæmpe Stenbræk kæmpe verbena Lanterner Lathyrus Lathyrus "Pink Pearl" Lavendel Ligusterhækken Lilje Lupin Lyng Løg Løjtnantshjerte Løtnantshjerte Magnolia Marmelukærme Marmelukærmebusk Mini Verbena Montbretia Morgenfrue Multi Blue Mælkebøtte Nellike New Dawn Nostalgie Oliventræ Opstammet Laurbærbusk Oregano Papaver orientale Paradisæbler Parthenocissus q. Engelmannii Pelargonier Pergola Perlehyacinter Potteskur Primula Prince of Orange Projekt 2013 Projekt 2014 projekter Purpur solhat Pyntekål Pæoner Påske Påskeliljer Queen of Night Ranunkel Redekasser Regnmåler Rhododendron Roma Romantiske Haver Roser Rosmarin Røllike Salvie Sankt Hans Urt Skovbedet Skovhaven Skærmlilje Sne Solhat Solsikke Sommerfugl Sommerfuglebusk Spanske margueritter Spir Sporebaldrian Stalden Statudestativ Stauder stedmorblomst stjerneskærm Stokrose Stolte kavaler Stormhat Studenternellike Syren Syrentræ Tallerkensmækker Tante Grøns Have Terrasse Tidselkugle Timian Tomat Tulipan Tusindfryd Tønde Valmue Vand Vasketøj Venbend Verbena Vibeæg Vidunderblomst Vildvin Vindrue vinget benved Vinter Vintergækker Vinterhi Voksblomst Værksted Willestrup Zinnia Æbletræ Åben Have