Sider

torsdag den 7. december 2017

7. december - Den søde juletid

Julekort er noget, jeg som barn altid fik sus i maven af. Begge af mine højt elskede fastre sendte hvert år de dejligste kort, med lange beretninger om hvordan livet gik hos dem. Lykken var at stave sig igennem det store A4 ark, som nogen gange var skrevet til på begge sider.
Nu er det mig, der sender julekort ud til mine niecer og nevøer. En gestus som kan give mig sommerfugle i maven, når jeg står ved postkassen og sender dem afsted.


Julekortene er allerede på vej med posten og er nok den eneste ting, som jeg er foran med denne jul.
Hvor jeg normalt starter med at pynte vores hjem sidste i november, er vi allerede kommet godt ind i december inden julekasserne er kommet frem.


Frem af gemmerne kom de smukkeste julekugler. Åh, hvor jeg glæder mig til gensynet hvert år. Kuglerne er nøje udvalgt og selvom de hverken er gamle eller gemmer på en lang historie, så er de for mig helt vidunderlige.


Størstedelen er købt, da Nana lukkede ned for hendes webshop Drømmegaven. En fantastisk butik, som jeg ofte savner. Men heldigvis nåede jeg at få fat i alle de kugler, som jeg havde forelsket mig i.


Normalt har jeg de skønne kugler hængende ned fra et stativ med gran i loftet. Men i år, syntes jeg ikke rigtig, at det passede ind i vores nye hjem. Lige pludselig var gode råd dyre, for hvor skulle jeg udstille mine skønheder?


Valget faldt på min smukke ... ja, jeg ved ikke rigtig, hvad sådan en hænge fætter hedder, men i år blev den udvalgt til det ærefulde job, at udstille julekuglerne.


Om jeg når at få alt julepynten op til jul, vides ikke. Men jeg er sikker på at lidt også har ret.

1 kommentar:

  1. Ja det er trist, julekortene er helt gået af mode med de priser Post Nord tager for at levere et bred. Jeg er helt holdt op med at skrive julekort, der er ikke så mange tilbage at sende julekort til. Jo der er lige min gamle veninde på 93, jeg må hellere få skrevet til hende. Godt du mindede mig om det.
    Fine julekugler fra Nanas butik.
    Knus

    SvarSlet