Endelig kom dagen

Torsdag morgen vågnede jeg op til den smukkeste have. Så smuk at jeg blev helt målløs.

I år har vi haft rigtig meget frost og sne, men denne morgen var noget helt særligt.
I haven var der ikke en vind, der rørte på sig og ude hos os på landet var der helt, helt stille.

Så stille, at man tydelig kunne hører lyden af den knasende sne under skosålerne. En lyd som jeg elsker af hele mit hjerte og som kan bringe det største smil frem på mine læber.

Jeg nåede ikke rigtig i tøjet inden jeg stod midt ude i haven og nød hvor fantastisk livet kan være. En lille termojakke og små sko var alt hvad jeg fik med i farten, men min store kærlighed for sne holdt mit hjerte varmt.

Når sneen ligger på selv den mindste gren og holder balancen, bliver landskabet kridhvid og helt eventyrligt. Jeg syntes det er sjældent at vi oplever sneen, så smuk og ren, som vi gjorde i går.

Imens jeg gik igennem haven og glædede mig over alle indtrykkene, blev jeg dog en smule bekymret.
Bekymret fordi at jeg i dag, fredag, skulle åbne havelågen for Kjeld Slot til en snak om struktur og grundelementer.

For en sikkerheds skyld sendte jeg et par billeder til Kjeld og advarede imod, at haven lå gemt under sneen. Heldigvis havde det ingen betydning og i dag tilbragte vi, de bedste to en halvtime i inspirerende selskab.

Vi startede med at vise haven frem og snakke om behov og ideer. Derefter tog vi snakken indenfor over en kop kaffe i køkkenet. Her blev der skitseret og store drømme blev bragt til live.
Drømme så store, at jeg måtte spørge Flemming, om han virkelig ville arbejde og slide så hårdt for min skyld.

Heldigvis er Flemming ligeså begejstret for alle ideerne, som jeg er og kan virkelig se mulighederne for at få det skønneste have paradis. Derfor gik det også stærkt, da Kjeld igen sagde farvel. Hurtigt fik vi lavet en liste over projekter og nu er det blot at starte fra toppen og arbejde sig nedefter.

Åben have om fem år bliver stadigvæk en realitet kan jeg love jer.