Det hele startede i sommers ved at jeg stod og kiggede ud af køkkenvinduet.
Min proplaps i ryggen havde holdt mig væk fra min nye haven i mange måneder og ukrudtet i bedene voksede og voksede. Der var ringe udsigt til, at jeg ville komme ned på alle fire og komme ukrudtet til livs.
Imens jeg stod der og havde ondt af mig selv, faldt øjet på en buksbom. Den så sølle ud, men det havde den vist ikke altid gjort. Frem kom beskæresaksen - det måtte undersøges nærmere.
Ganske rigtig, så havde buksbommen tidligere været i form og det er den nu igen.
Som altid griber tingene om sig og den smukke blå gran bagved kom op i højden.
Pludselig var der den smukkeste udsigt ud i haven fra terrassen. Sikke en skønhed der blev åbnet op for, og det uden at skulle skille sig af med den smukke gran, som går helt op i højde med første salen.
Med min lille håndsav, som jeg har fået af Flemming, i hånden, var det ingen sag at få granen op i højde. Faktisk var det overhovedet ingen problem. Prolapsen var helt stille og beklagede sig ikke.
For lige at være helt sikker i min sag, tog jeg og opstammede endnu et træ. Flemming har længe beklaget sig over, at det var svært at slå græsset bagerst i haven. Han bliver næsten væltet af havetraktoren af træet, efter hans udsagn. Nu er der ingen undskyldning længere, både her og under kirsebærtræet.
Vågnede næste dag i spænding. Havde prolapsen skrevet en konsekvens regning til mig i nattes løb for havearbejdet? Minsandten om jeg ikke gik fri, sikke en glæde.
Nu var der grobund for at komme lidt i gang med haven, helt uden at gå på kompromis med helbredet. Derfor følger nu en mindre kavalkade omkring beskæring, nedskæring og opstamning af flere vækster i haven.
Ja opstamning er genialt, Bent er så ikke meget for det ved nåletræerne, men ellers styrer han slagets gang. Godt din prolaps forholdt sig roligt.
SvarSletKnus